23948sdkhjf

Nets køber polsk e-betalingsvirksomhed Dotpay/eCard

Med købet udvider Nets sine aktiviteter til Polen, der som det sjette største land i EU i øjeblikket oplever en høj vækst inden for digitale betalinger.

Nets A/S offentliggjorde i går købet af Dotpay/eCard, en af de førende online betalingsleverandører i Polen.

Adm. direktør for Dotpay/eCard, Andrzej Budzik, fortsætter og vil fremover referere til Asger Hattel, chef for Merchant Services i Nets, fortæller virksomheden i en pressemeddelelse.

Dotpay/eCard fastholder deres egne brands.

Med dette opkøb får Nets bedre adgang til det sjette største land i EU målt på indbyggere, der har en økonomi i vækst, og samtidig oplever en solid vækst inden for e-handel.

I Polen er der, som i Tyskland, et stort potentiale for at øge andelen af digitale betalinger godt hjulpet på vej af statslige initiativer for at styrke kontantfrihed.

- Med dette opkøb øger vi vores geografiske tilstedeværelse i Europa særligt inden for forretningsservices, der er et højvækstområde, idet vi får bedre adgang til at forfølge nye forretningsmuligheder i Polen. Dotpay/eCard har igennem de seneste år præsteret en flot vækst både i transaktionsvolumen og omsætning. Det er en udvikling, vi gerne vil styrke fremadrettet - både gennem investeringer i organisk vækst og potentielt gennem yderligere konsolidering, siger Bo Nilsson, adm. direktør i Nets.

Nets vurderer, at Dotpay/eCard og Nets har komplementære styrker og er dermed et godt strategisk match.

Med et bredt udbud af løsninger, særligt inden for online betalinger, komplementerer Dotcard/eCard Nets godt, og begge virksomheder vil drage fordel af at få en større industriel skala og via synergier f.eks. igennem fælles innovationsinitiativer.

- Med vores brede palette af ydelser på e-handelsområdet vil vi yderligere styrke vores samlede portefølje inden for forretningsløsninger, og som en del af Nets-gruppen vil vi kunne øge vores innovationskraft til glæde for både forretninger og forbrugere, siger adm. direktør for Dotpay/eCard, Andrzej Budzik.

Dotpay/eCard har cirka 100 medarbejdere og forventer i 2018 at nå en omsætning på 19 mio. euro.

Opkøbet skal nu godkendes af de relevante polske myndigheder, før handlen kan betragtes som endelig. Dette forventes at ske i løbet af fjerde kvartal 2018.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109